Børnepasningsorlov i Californien i marts-april 2011

De sidste dage i Los Anderledes

Sidder i flyveren og er på vej hjem. Vi er glade, har pakket kufferten med gode minder og vender nu hjem med en almindelig hverdag. Vi glæder os alle til at komme hjem. Pigerne glæder sig til at lege med deres venner og komme i skole igen, Anders glæder sig til at rydde op i kælderen (passer ikke! Det er Hanne som skal rydde op i kælderen… jeg skal ligge i orangeriet og læse resten af min bog: Vi de druknede) og jeg glæder mig til min seng og det lysegrønne forår.

Vi var alle ved at være mætte af oplevelser, selv Anders synes ikke at der behøvedes at være det helt store på programmet. Søndag blev det til lidt indkøb og en tur til Venice Beach, en af de steder som jeg virkelig havde glædet mig til at gense. Selv om vejret i dalen var rigtig godt, var det koldt ved stranden – havgus. Men vi fik alligevel oplevet stemningen og den er speciel. Her er ikke masser af fancy biler og dyre tasker. I stedet er stemningen mere hang loose og der er mange som havde deres storhedstid i starten af 70’erne….. Desuden er folk meget fysisk aktive. En kæmpe skaterpark, hvor selv helt unge drenge udfoldede deres talenter, en stor rund basketball-spillende negerkvinde i badedragt, mange mexicanske fyre spillede hand-ball, som mest minder om squash uden ketsjer. Pigerne fik en bold af en enarmet mand. Ja og så er der jo muschle-beach – men da det var søndag oplevede vi ikke det udendørs motionscenter med muskelmænd, kun uden mænd. Der var ikke helt så mange mærkelige mennesker som jeg mindes. Jeg mødte fx ikke den rulleskøjtende turbanklædte guitarist – men lidt ældre mænd i bar overkrop på rulleskøjter – dansende til Michael Jackson fik vi dog set.

Vi havde en aftale om aftenen med Kevork og Armine, som er bror til Hans’ (anders’ bror) gode ven Koko. De boede i Canoga Park, ret tæt på LA centrum. Vi havde fået lov at parkere camperen i deres indkørsel de sidste dage. Sikke nogen dejlige og gæstfrie mennesker. De modtog os med åbne arme . Snakken gik rigtig godt og Agnes og Frida fik et godt indblik i hvordan et amerikansk hus så ud. Familien er armensk, så det var ikke den amerikanske kultur vi trådte ind i, men en hjertelig og varm  familie. Agnes og Frida er vist ikke blevet kaldt honey og sweatheart så mange gange i deres liv før!

Mandag lånte vi støvsuger med mere og fik gang i rengøring og pakning.  Om eftermiddagen tog Kevork os med til Hollywood Blvd, hvor vi så alle stjernene i fortorvet, og vi fik taget et billede med en Michael Jackson look a like. Chinese Theater som ligger i forbindelse hermed har mange skuespillere sat deres fod og fingeraftryk i cement. Selv Harry Potters tryllestav så vi aftryk af. Kevork gav frokost – vi måtte intet betale selv og om aftenen havde de bestilt lækker kinesisk mad som vi spiste hjemme hos dem. Anders og pigerne nåede også en tur i poolen i baghaven. Vi er dog ved at være forvente med opvarmede pools, så det var lidt en kold omgang.

Next stop: Viborg
Det blev tirsdag, den sidste dag på vores tur. Vi fik en tidlig morgenmad, og drog mod Carson hvor bilen skulle afleveres. Den blev afleveret i nogen renere stand end den blev modtaget! Vores lift til lufthavnen forgik i limosine – ikke fordi vi havde bestilt den, men fordi det var hvad der var, men det var nu også sjovt at prøve at sidde i sådan en, selv om det var lidt klemt med 9 mennesker og alle deres tasker.

Jeg sidder i 10 km’s højde og skriver dette med en grædende Frida ved min side. Hun som er træt og ikke kan finde hvile. Det er mørkt udenfor og nu kan det ikke gå stærkt nok med at komme hjem.

Vi håber I har nydt at læse om vores tur og vi glæder os til at se jer alle sammen.

Kh Hanne og resten af the Buhls

LA igen-igen

Klokken er næsten 1 om natten. Jeg sidder her alene og kan høre ungerne grynte/snorke. Anders er også gået i seng….. det er helt den omvendte verden. Vi har i aften pakket den første kuffert, lige pludselig er der ikke så lang tid tilbage. Vi bliver enormt praktiske, hvad skal smides ud, hvad skal med hjem. Hvor mange kg har vi (i kufferterne) osv.

Vi og især børnene er ved at være mætte af oplevelser. Heldigvis har vi haft forrygende vejr og har brugt tid ved poolen og så skal der også være tid til de sidste indkøb.

Efter San Fransisco fik camperen snuden mod LA. Første stop var Monterray. Det var meningen vi skulle have kørt ad higway 1, men den var lukket pga nedstyrtning…. Godt vi ikke var i nærheden. Det blev lige til endnu et outlet-besøg. Næste overnatning foregik i Buellton, som ikke ligger langt fra den ”danske” by Solvang. Den skulle selvfølgelig besøges. Vi så den lille havfrue, Rundetårn mm, men det hele mindede egentlig mere om Tyskland. Vi har selvfølgelig også lige en tur ned af Vibord Road. Anders havde sagt at han gav lakridser hvis de kostede under 5 dollar. Han måtte slippe 4,99 for en lille snoldet pose Haribo piratos. Men godt smagte de. Vi besøgte Solvang School. Den søde inspektør lavede en rundvisning for os. Børnene fik et godt indblik i hvordan den amerikanske skolegang foregår. Der var mange forældre med i undervisningen – det skulle vi være bedre til at udnytte på min skole. Det må jeg hjem og snakke med min skoleleder om.

Vi var hurtigt ude af Solvang, næste stop blev en sælger som solgte de skønneste jordbær. 6 bakker for 10 dollar. Vi rå-åd. De var store og søde og kunne næsten måle sig med et dansk jordbær. Vi havde besluttet at se en vingård og var i Solvang blevet anbefalet en bestemt af en (igen) flink mand. Det skulle vise sig at blive et dyrt bekendtskab. Vi blev vist rundt og så produktionen, som jo egentlig bare er tanke og egetræstønder. Det ville nok være lidt mere interessant i efteråret når vinen skulle høstes. Anders følte sig forpligtet til at købe en flaske vin og det er vist til dato den dyreste vin vi har købt. Nu går vi og nipper lidt til den hver dag og prøver at nyde den – den smager faktisk også godt, men jeg kunne nu godt havde brugt de penge på noget andet og mere interessant.  Sidste stop den dag var i Santa Barbara. En smuk by ved havet som på mange måder minder om Frankrig/Spanien. Vi tog vejen gennem bjergene og byen kom frem langt under os. Det var et flot syn. Vi holdte pause ved stranden. Børnene legede i sandet, jeg læste og Anders stod i vandkanten og spejdede og så både søløver og delfiner.

Det var vemodigt at nærme sig LA, da det mindede os om at det var sidste stop inden hjemrejsen. Vi fandt en RV-park i Malibu, med den smukkeste udsigt ud over Stillehavet. Værstparret havde mange kolibrier til at spise af sukkerblanding. De var så smukke.

Fredag stod vi tidligt op og kørte mod Universel Studios. Vi havde en dejlig dag i parken. Prøvede det der var at prøve. Så stuntshows, speciel effect show, dyreshow….. nu er det ikke længere en hund Frida ønsker sig. Nu vil hun ha’ en gorilla – gad vide om Anders er allergisk over for dem?

Det var et must at vi skulle finde en plads med pool, for vejret skulle blive rigtig godt. I dag har vi nydt det. Været ved poolen. Jeg har læst og badet lidt. Børnene har badet meget og slet ikke læst. Anders har været på besøg i elektonikforretninger (surprise) – men han er jo også lidt solforskrækket! Efter Seaworld har børnene stort set hver gang de har været i pool leget delfiner. Den ene er instruktør og den anden er delfin. De kan godt huske hvilke bevægelser instruktørerne i Seaworld brugte til at få deres dyr til at gøre noget. Det ser så hyggeligt ud når de leger. Det har de generelt været gode til på turen. Håber det kan smitte lidt af derhjemme.

De lukkede parker og San Francisco

Efter Lake Isabella skulle vi til Sequoia NP. Her skulle vi se kæmpetræer, bl.a et hvor man kunne køre igennem med bilen. Det havde børnene glæde sig til. Men vejret skulle vise sig fra sin ikke bedste side og drille os de næste dage. Sydvejen ind i parken vidste vi godt var lukket, så vi prøvede den nordlige indgang. Det sneede og netop da vi var ved at ankomme til indgangen af parken – blev vejene lukket pga sne. ÆV. Det endte med at vi tog en lang dag i bilen, vejret var alligevel ikke med os. Vi satte kursen mod Yosemite NP. Vi overnattede i snevejr med masser af tøj under de tynde tæpper. Jeg begynder faktisk at savne min dyne år jeg skriver dette. Næste dag hed det Yosemite. Vi stod op i flot vejr, solen skinnede og vi kørte mod parken. Alt tegnede godt. Så kommer der en tosse lidt over i vores vejbane – og smadrer vores sidespejl og kører videre. Grrrrrr. Det er svært at køre sådan en stor bil uden sidespejl, men Anders finder som altid en løsning og får tapet de største spejlrester på med gaffatape, så vi i det mindste kan se en smule bagud. Yosemite var en skuffelse. Skyerne hang tungt ind over de høje klipper og dryssede sne. Mange af de ting vi var kommet for at se, kunne ikke ses. Det var koldt, vi frøs selv om vi havde strømper på hænderne for ikke at fryse for meget. Vi havde ikke kalkuleret med snevejr da vi pakkede tøj. Vi ville vandre op til et udsigtspunkt. Vi skulle gennem 60 hårnålesving og stige 300 meter. Det var en hård tur og børnene var ikke helt så positive som i Grand Canyon. Ja og udsigten var der stort set ikke. Lidt en æv dag, som påvirkede humøret hos flere af os. Men smukke vandfald med masser smeltevand fra bjergene det så vi. Vi listede til San Fransisco – vi trængte til opmuntring. Campingpladsen vi havde pejlet os ind på var ikke nem at finde. Kl. 22 lukkede lågen og vi ankom 22.10. Det var vist ikke vores dag. Vi overnattede på en parkeringsplads.
San Francisco er en fed by
Næste morgen vågnede jeg med migræne! Vi kørte til Cruise America som fik fikset vores bil og vi fandt en campingplads. Børnene og Anders tog en taxi ind til byen, mens jeg lå og led med migræne i camperen. De så SF’s mest stejle vej, den snoede vej med 8 sving. Pier 39 med alle søløverne mm. Søndag var jeg frisk og vi havde en hel dag i SF. Vi var i Chinatown, spiste fish’n chips på fishermans wharp, lejede tandemcykler og cyklede gennem parker og over Golden Gate Bridge. Vi kørte med cabelcars hvor børnene hang på siden af vognen op og ned af SF’s stejle gader. Jeg prøvede ikke at virke så nervøs. Det lykkedes ikke helt. Frida stod allerforrest og synes bare det var fedt. Union square – ja vi nåede rigtig meget denne dag og var trætte da vi sent om aftenen kom hjem.
Mandag tog vi i Golden Gate Park, hyggede og besøgte Japanese tee Garden hvor vi drak te/varm kakao og spiste fortune cookies. På min seddel stod der noget med at få styr på sin økonomi og lave budgetter – Anders grinede og jeg virkede fuldstændig uforstående for hvad det dog skulle betyde. SMILER.
Camperen er ved at vende snuden mod LA, der er nu kun en uge til vi skal hjem. Første stop er her i Monterray. Selv om vejret kun er omkring 15-17 grader er både pool og jacuzzi opvarmet og det nyder hele familien. I dag står det på indkøb i outlet, men jeg skal lige nå en badetur inden.

32 grader 70 meter under havets overfalde

Væk fra Las Vegas – troede vi. Nu havde vi alle 4 fået nok af bling bling, spillehaller, gadesælgere og tælle limoer. Sidste nat tog vi på hotel Luxor på ”the Strip”. Hotellet er bygget som en pyramide og alt er gennemført i egyptisk stil med en kæmpe sfinsk udenfor og selvfølgelig udstyret med kopi af Tutankhamos’ gravkammer i naturlig størrelse. Det var skønt med en nat i en dejlig blød seng. Vores sidste aften i LV brugte vi på min fødselsdagsgave – forestilling med Cirque du Soleil ”O” på hotel Bellagio. Forstillingen foregår i, på og over et kæmpe bassin med vand. Bunden kunne køres op og ned i flere afdelinger. Det var en meget stor oplevelse – både for børn og voksne. Vi savnede ikke savsmuld og heste fra cirkus Benneweis. Vi sad med åben mund og var imponeret over hvad artisterne kunne.

Anders og ungerne havde om eftermiddagen været ude at skydive indendørs. Her prøvede de at have fornemmelsen af frit fald, mens en kæmpe blæser holdte dem i luften.  De var helt høje da de kom hjem. Jeg havde taget et par timer ved poolen med en bog.

Sundhedssektoren kunne lære af Danmark
Hanne havde i en god uges tid hostet og det blev ligesom ikke bedre – tværtimod. Vi havde flere gange snakket om at kontakte en læge, men jeg slog det hen. Mandag havde vi været ved Hoover Dam, en kæmpe dæmning. Den kan levere strøm til 1,7 mio husstande (men det er alligevel ikke nok til at levere strøm til spillebyen Las Veags). Efterfølgende var jeg noget mat og vi besluttede at kontakte forsikringen og så få fat på en læge. Forsikringen var en nem sag. Men at besøge et lægecenter er da noget af det mest omstændige jeg længe har været med til. Først kommer man ind og en dame beder om at skrive sit navn på et klistermærke. Så bliver man lidt efter kaldt ind til en ny sekretær som skal udfylde data. Så sætter man sig tilbage i venteværelset igen. 20 min efter bliver man kaldt ind til en sygeplejerske, som måler, vejer, måler blodtryk, puls, temperatur og udspørger om en masse ting. Tilbage i venteværelset. Vente en times tid på at komme ind til lægen (det var endda hurtigt, de havde sagt et par timers venten). Hun undersøger mig, konstaterer at jeg er syg med bakterie og skal have medicin. Bliver bedt om at vente i lægerummet. Endnu en ny person kommer ind og giver mig recepter og forklarer hvordan jeg skal tage det. Og det samme gentager sig på apoteket. Hold da op. Vi havde også lige været forbi Cruise America og få lavet vores toilet. Det trak også ud, så vi endte med en nat mere i Las Vegas.

Dødens dal
Nu gik turen mod Death Valley – dødens dal. Autocampere må ikke køre der om sommeren, så I kan nok regne ud hvilket klima de har. Der var kun 32 grader tirsdag. Vi var ude at gå i nogen sanddunes. Bare tæer lod sig ikke gøre. Anders rådede en ældre mand med at det var ”hot out there”. Men han  svarede at det ikke var så galt, han havde været der hvor det var 48 grader. Det er nok bare os skandinavere som ikke er så vant til al den varme. Vi kørte gennem dalen. Stoppede ved nogen flotte udsigtssteder og ellers satte vi kursen mod Lake Isabella. Lidt royal er man vel!!!!! Her har vi haft en rigtig slapperdag i dag. Fået vasket tøj, leget, læst, spillet og lavet lidt lektier. Det har vi trængt til. Nu er vi på vej nordpå. Det bliver koooldt. Måske en lille sneboldkamp kan det blive til i morgen. Vi oplever ekstemerne.

Os danskere kunne lære noget af de amerikanske mennesker. Jeg mindes at jeg synes det med at spørge ”how are you” til alle var noget opreklameret fis da jeg var her for 20 år siden. Men mange spørger af interesse. I dag da vi var ude at handle indleder ”kassemanden” en samtale og hører om vores ærinde i USA. Da vi er ved at betale spørger han om vi har fundet et sted at bo. Det havde vi, ellers havde han garanteret ville hjælpe med det også. Det er sgu da dejligt. Hvor tit ville sådan en samtale have fundet sted i Brugsen eller Føtex?

Der er selvfølgelig også ting amerikanerne kan lære af os. Vi har på flere campingpladser set skilte hvor der står man ikke må hænge vasketøj op uden for camperen. Det er fattigt at hænge tøjet op og det signal vil de ikke sende på campingpladserne. Her skal det tørres i tumbler. De har ellers klimaet til at det er nemt at tørre. Det er da noget fis.

Fødselsdag i Las Vegas

lasvegas_020411_02Efter en dag i Zion bevægede vi os mod den diametrale modsætning – Las Vegas. Hold da op en by. Lidt som Dubai, er det en by som er bygget et sted hvor der ikke burde være by ude midt i ørkenen. Vi bor inde på ”the  Strip”, som gaden hvor alle temahoteller/casino ligger side og side. Det ene casino vildere end det andet. Ceasars Palace hvor alt er bygget i romersk stil. Bellagio, som skal ligne i Venedig hvor gondolerne sejler udenfor. Paris Paris som har en kopi af Eiffeltårnet bare knap så højt. Mange hoteller laver udendørs shows, som man gratis kan gå rundt og kigge på. Ja og jeg kunne blive ved.

Jeg blev i går ”vækket” med fødselsdagssang og camperen var pyntet med danske flag. Af børnene fik jeg min længe ventede Iphone4 (jubiiii) og af Anders fik jeg billetter til Cirque du Soleils forestilling ”O”. Forestillingen foregår i og over et kæmpe bassin på hotel Bellagio. Det glæder jeg mig til at se i aften. Vi fik lækker amerikansk morgenmad på Pebbermill og aftensmaden var sponsoreret af mine svigerforældre og bestod af Gourmet buffet på ”Treasure Island”. Her kunne man få mad fra forskellige køkkener. Sushi, thaimad, amrikansk fed mad, italienske pizzaretter hvor kokken stod og flamberede retterne til hver enkel. Jeg fik bl.a. krabberavioli – som smagte himmelsk. Dessertbuffeten var også overdådig. Kager i hobetal masser af jordbær betrukket med chokolade (de gled let ned) og Frida var så glad for hun kunne få candyfloss som de stod og lavede. Da hun havde spist 3 måtte jeg alligevel sige stop. Eftermiddagen gik med poolbesøg og så skypede jeg med en del. Jeg havde en dejlig dag – og mærker nu at det slet ikke er slemt at blive 40. Kan faktisk ikke mærke nogen forskel.

Et hul i jorden

Vi ankom til Grand Canyon sidst på eftermiddagen. Meget er lavet om siden jeg var der sidst. For at undgå trafikpropper har man valgt at sætte busser ind, så mange af de flotte udsigtssteder kun kan nås med bus. Det er en rigtig god ide og det fungerer godt. Vi tog en bus ud til Yaki-point hvor vi oplevede den smukkeste solnedgang over Grand Canyon. Der var lidt skyer på himlen, men det gjorde bare det hele smukkere. Børnene kan bestemt godt opleve det smukke, men er ikke betaget i så lang tid som vi voksne. Men det er vel også OK. Vi havde ikke bestilt campingplads og måtte derfor køre lidt for at finde en ledig plads. Vi vidste at natten ville blive kold, så vi var godt påklædt da vi gik i seng. Vi stod op klokken 5, for vi skulle da også opleve en solopgang. Der var en intens stemning sådan en morgen. Mange var mødt op for at se den første solstråle og en russisk kvinde brød nærmest ud i kosak-dans da solens første stråler viste sig. Det så lidt morsomt ud. Dagens gik med hiking. Vi gik et stykke ned i kløften hyggede os på en klippe med god udsigt inden opstigningen. Det var en hård tur, men børnene klarede det uden brok. Det synes vi var flot. Frida er, som mange nok ved, forbeholden når hun prøver noget ukendt. Hun var utryg og var bange for at vi skulle falde ned. Når hun så bliver tryg og ved hvad det går ud på, er hun med i forreste række. Til sidst sprang hun rundt på klipperne og moren her måtte sige, at nu skulle hun ikke længere ud! Vi kørte afsted på vejen langs South Rim, nød det sidste af smukke Grand Canyon og satte nu sigtekornet ind efter Zion National Park.

Køreturen til Zion nord for Grand Canyon var i sig selv en oplevelse. Man havde lyst til at stoppe, tage billeder igen og igen. Samtidigt vidste vi også at der var mange km foran os. Så det blev speederen i bund og over stepperne. Vi havde en dag i Zion, som også var helt fantastisk flot. Også her havde man sat busser ind og det virkede bare så godt. Endnu en helt fantastisk smuk dag, med høje klippevægge og vandfald. Vi hikede 2 steder. Den ene tur var op til 2 vandfald, hvor vi kunne stå inde bag ved den ene. Den anden tur var langs floden. Agnes blev utilpas. Vi gik langt og hun havde måske ikke fået nok morgenmad – så hun fik hovedpine og kastede op. Er lidt bekymret for at hun har arvet min migræne. Frida tog derimod turen til det øverste vandfald 2 gange, først med mor mens far ventede nede med Agnes og bagefter tog hun turen igen med Anders. Sikke et tempo hun kan bevæge sig i.

Et stykke England i ørkenen

Vi startede dagen tidligt i Joshua Tree National Park, da vi havde besluttet os for at se parken ved solopgang. Så 6.00 var vi ude af fjerene – ikke alle var lige friske. Det var en smuk morgenstund med tur i klipperne hvor vi så solen stå op. Vi mødte egern, kaniner og firben, men heldigvis ikke nogen af de 6 forskellige slags klapperslanger som findes i parken! Børnene fandt sig nogen legesteder og vi hyggede et par timer inden afgang. Vi havde ikke meget benzin tilbage på camperen og heldigvis opdagede jeg et skilt hvor der stod ”Next sevice 100 miles”. Vi kom tilbage til nærmeste by og fik tanket. Godt for det, for de næste timer kørte vi gennem gold ørken og mødte kun enkelte gange andre biler. Det kunne være kønt at holde der og være løbet tør for benzin. Midt på eftermiddagen ankom vi til Lake Havasu, som ligger ved Colorado-floden. Vi ankom til en mur af varme – der har vel været omkring 30 grader. Byen er kendt for, at en mand i tresserne opkøbte London Bridge, da den skulle fornyes. Broen blev pakket på fragtskibe, sendt til LA og siden transporteret på lastbiler til Lake Havasu. Nu står broen så her og fører over til en lille ø, hvor vi for øvrigt bor. Hvordan får man dog en tanke om at flytte en bro af den størrelsesorden? Men gjort er gjort og der er bygget en tilhørende lille by i engelsk stil – ja og så kan man vel tjene nogen penge på det. Byen er i hvert fald vokset eksplosivt siden. Resten af eftermiddagen lå vi og svedte ved poolen og det har vi tænkt os at gøre igen i morgen, inden vi begiver os på vej mod Grand Canyon.

Vi er startet på tyggegummi-smageriet. Her i landet fås alle varianter. De kendte og så de mere spidsfindige. Tyggegummi med chocolatechip cookie icecream-smag. Ja så kan alt vist lade sig gøre.

Fra iPad til camping on the rocks

Vi er ved at vænne os til vores skildpadde-tilværelse. Vi kører rundt med skjoldet på ryggen hele tiden. Det har flest fordele, men er også lidt besværligt når man bare lige mangler en liter mælk, eller gallon mælk som vi sidst købte.

I går fik vi sagt farvel til San Diego. Vi startede dagen tidligt, meget tidligt endda, da Anders ville have sin iPad2. Vi ankom til en apple-store omkring 6.30. Ved 8-tiden kom en medarbejder ud og gennemgik køen for hvilke ønsker de havde. Anders var heldig, han fik den andensidste af den model han næsthelst gerne ville have og han stod som nummer 32 i køen. En del måtte gå slukørede hjem, men Anders fik det kort med den iPad han kunne få og måtte så glad stå og vente til butikken åbnede. Vi piger hyggede os i camperen på parkeringspladsen med film og amerikanske pandekager. Efterfølgende så Agnes og Anders den gamle krigshangar ”Midway” på havnen og vi sluttede af med en tur i Balboa Park. Et grønt område midt i storbyen med masser af museer, som var bygget i spansk kolonistil. Vi havde købt lækker jordbærkage – troede vi – som skulle spises på græsplænen med tilhørende kaffe. Den var så sød, at det var for meget for os alle. Anders tilbød kagen til nogen skaterfyre som øvede lige ved siden af. Det blev de glade for. De var vist vant til den søde søde icing. En af fyrene var finsk og så er man jo næsten i familie. Fyrene var proff-ere og levede af at skate rundt omkring i verden. Det levede vist et flyderliv. Anders fik et par t-shirts fra den enes sponsor og finnen kom og tog billeder af pigerne med han polaorid-kamera. Det er utroligt hvad en dårlig kage kan medføre.

Næste stop var Banning øst for LA i nærheden af Palms Springs. Vi havde reserveret plads og da vi ankom lidt sent havde de hængt papirerne til os. Der hang en fin kuvert med navnet Scott Bell, men med Anders’ ikke altid lige gode engelsk kunne det vel godt være Anders Buhl. Grunden til at stoppe i Banning var udelukkende shoppingmuligheden i et kæmpe outlet-marked med mere end 150 butikker. Efter at have sovet længe blev visakortet brugt flittigt. Der blev købt billige All-stars sko til hele familien, Levis cowboybukser, tøj og solbriller. Vi brugte en del penge, men sparede også en masse.

Næste stop var Joshua Tree National Park. Parken er kendt for sine specielle træer, som kan overleve i selv den mest barske natur. Vi ankom til parken mens solen var ved at gå ned. Her var smukke klipper som solen lavede de flotteste skygger på. Campingpladsen var en primitiv en af slagsen – men helt fantastisk. I stedet for de busser som folk her i landet bruget til camping, er der her masser af små kuppeltelte som stikker op mellem klipperne. Rundt omkring sidder folk ved deres bål og hygger. Dejlig stemning. Børnene legede rundt på klipperne indtil mørket omringede os. Der er ingen strøm herude, så det er virkelig mørkt. Vi nåede at lave bål og riste marsmellows inden lektiearbejdet kaldte. Alle skriver nu dagbog inden vi skal til køjs. Det er ved at være 7 dage siden vi tog afsted fra Danmark og vi har heldigvis stadig mere end 3 uger at gøre godt med. Godnat – vi går tidligt i seng så vi kan opleve solopgangen i morgen tidlig.

Det andet i San Diego

Dagen startede med en ordentlig regnbyge. Børnene blev sat til lektielæsning og vi voksne fik læst lidt i tur-bøgerne.  Himlen blev mere og mere blå og vi bestemte os for en tur i poolen og jacuzzien. Vi mødte canadiske Ann, som rejste rundt på 28. år med sin mand. Hendes mand havde været udsat for en ulykke og siden havde de rejst. Hun sagde at hun kunne ”squice a penny untill it screams” – sådan havde de fået råd til det. De ville have noget ud af livet – og det fik de.

Pladsen er fuld af små kolibrier (homings). Hannerne er rigtig flotte og de gør kur til hunnerne med at flyve rundt i store cirkler i stor fart så vingerne giver en lyd. Det ser fedt ud. Ann lærte os at lave en sukkerblanding til kolibrierne så vi kunne få dem helt tæt på camperen.

Amerikansk hausfrau er jeg også ved at blive. Jeg er blevet udstyret med kundekort i Vons (supermarked) så jeg kan få mig nogen gode rabatter. Ved dagens indkøb sparede jeg 25 dollars. Der er ikke et øje tørt. Det er ikke unden grund at Hanne nu kaldes Mette Vons. Anders fik os udstyret med en ny mobilos. Passer ikke lige ind i gadget-freakens stil (altså Anders), men det er praktisk at have en amerikansk mobiltelefon.

Vi tog til La Jolla – det pæne kvarter i San Diego – der lå nogen fine kasser (altså huse, til de drenge som evt tænkte på noget andet) med god udsigt over Stillehavet. Ved stranden tog vi til ”the childrens pool”, hvor standen var fyldt med sæler og deres unger. Det lignede egentlig en masse sten fra afstand, men det var altså sæler som lå tæt. Vi gik tur på klipperne i området – flade klippeflader hvor forskellige lilla blomster tittede frem. Sikke et view vi fik ud over Stillehavet. Der var også en del tamme egern som tittede frem og børnene kunne komme helt tæt på dem. Frida fandt en flere meter lang tangplante som var skyllet op på stranden…… hun insisterede på at få den med hjem og vadede jeg ved ikke hvor langt med den. Kompromisset blev at vi tog et billede af den og hende. Heldigvis blev den liggende på stranden. Hvor er det pigebarn dog stædig – hvor har hun det dog fra?

Vi sluttede dagen af med frozen yogurt og måtte ind og se hvem der havde vundet x-factor. Fridas favorit vandt, men Agnes var skuffet. Desværre var internetforbindelsen så dårlig at de ikke kunne se showet. Det må de have til gode til vi får bedre internet.

Viborg – San Diego

DSC00343

Så kommer den første lille hilsen fra ”the Buhls in California”.  Flyveturen over Atlanten gik fint, dog var børnene noget utilfredse med, at de ikke havde skærme foran sig, som de huskede fra sidste flyvetur til Thailand. Og en stor mand som Anders fik ikke nok at spise, så vi var faktisk ret sultne da vi landede i LA. Jeg tænkte også at de 2 fede mænd som sad ved siden af os, måtte være sultne – var lige ved at tilbyde min desserter til de ”stakkels mænd”. Mine ”fingerprints” passede heldigvis med dem jeg fik lavet i Kbh – så vi kom hurtigt til hotellet. Allerhelst ville vi alle sove, men vi ventede heldigvis og kunne sove indtil klokken 6 næste morgen. Det synes vi selv var meget godt gået.

Formiddagen gik ved den opvarmede pool ved hotellet og den brandvarme jacuzzi. Det kan vi hurtigt vænne os til. Vi hentede vores nye hjem – autocamperen og så var det afsted. Første overnatning ved Newport Beach. Igen opvarmet svømmepøl og jacuzzi. Ved Newport gik vi en dejlig tur ved stranden, betragtede alle surferne som ventede på en ny bølge. Det var de hårde til at bodysurfe og kom op at stå på brættet. En tur ud af Newport Pier hvor vi fandt et dejligt sted med læ, hvor solen bagte ned på os. Uhmmm. Børnene blev præsenteret for frozen yogurt med toppings. Agnes kommenterede dog hurtigt at det ikke kunne hamle op med Frøken Frost. Jeg synes nu sådan en frozen yogurt med friske jordbær var fremragende.

Vi fik også besøgt en apple-store hvor Anders med stor forventning (som et lille barn) glædede sig til at indkøbe sin nye Ipad 2. Skuffelsen var stor da han hørte at folk lå i kø om natten for at få en af de få der var til salg hver dag. Han har proklameret, at han skal have en med hjem, om han så skal ligge i kø i flere nætter.

I dag stod vi tidligt op og begav os i Sea World. Der var shows med søløver, delfiner og spækhuggeren Shamu. Det er imponerende hvad man kan få de dyr til. Vi nød dagen i fulde drag. Vi fandt en RV-Park og levede et aftenssmad, bl.a. turens første grillpølser.